Vi har I dag været på tur. Da vi var nået halvvejs væk fra vuggestuen begyndte det at regne. Børnene syntes at det var sjovt at mærke regndråberne, da de ramte dem. Vi ville se om køerne og tyren stadig var hvor vi så dem stå sidst. Det var de ikke så vi gik videre. Vi fik øje på en masse gråspurve, der sad og pikkede i jorden. Da vi kom ned til hjørnet ved troldestien opdagede vi pludselig til vores store overraskelse køerne, som lå og sov.
Tillykke med fødselsdagen Thea og de flotte 3 år! Det blev fejret med sang, gave og lækre små skåle med frugt, flag og rosiner. Mums! Bagefter var der tirsdagsteater som handlede om en prinsesse som ikke havde nogle venner og ikke så det smukke i efteråret. En dag møder hun en magisk kastanje der giver hende et ønske. Hun ønsker sig en god ven (Dragen Dennis) men prinsessen glemmer helt selv at være en god ven og bliver tryllet om til en kastanje!
I weekenden fandt Tina en mariehønepuppe. Da vi jo har haft et sommerfugleprojekt hvor deres cyklus er den samme tænkte vi at det kunne være spændende at følge udviklingen. Derfor blev puppen medbragt i dag på stuen og vi vil vente på at mariehønen kommer ud af sin puppe. Børnene syntes det var meget interessant og vi samlignede puppens stadie med plastikfigurerne vi har omkring mariehønens cyklus. Da vi havde studeret det med stor iver fandt vi fisk og maling frem og malede.
Velkommen efter weekend! Og hvor skinner solen stadig smukt.
Da vi havde spist frugt til morgensamling, hvor vi havde snakket om skiftet fra sommer til efterår og kigget på vores årstid-træ, så gik vi alle ud på legepladsen i det flotte vejr. Efter et stykke tid gik nogle af os ind og begyndte på at lave vores efterårspynt som skal op at hænge i fællesrummet. Det bliver bare så fint og børnene fik brugt deres finmotorik ved at sætte små perler på ståltråd.
I dag var der 2 børn i Tinsoldaterne. Så Felix og Sebastian gik på indkøbstur med Marianne. Planen var at købe græskar ind, som vi så kan skære og grave i, inden Halloween. Drengene gik så fint og holdt i hånden og var selv med til at vælge græskar. På vej hjem fandt de fodspor - eller traktorspor, som de var helt sikre på det var. I hvert fald noget mes hjul. Tilbage i vuggestuen, spiste vi i dag frokost sammen med resten af Skrubtudsen.
Idag har vi haft verdens hyggeligste nattøjsdag, vi startede med at drikke varm kakao med masser af flødeskum og skumfiduser. Da vi var færdige, så hentede vi vores dyner og satte os på bløde madrasser og så var der tegnefilm! Vi så “Hvalpevenner” og “Gurli Gris”, det var simpelthen så hyggeligt at sidde og betragte børnene, de sad helt tæt og var meget koncentrerede. Tak fordi I alle huskede at give jeres børn nattøj på imorges, vi bliver så glade, når I bakker op om vores ideer.