Rolig fredag og rigtig god weekend til alle!

Kære alle,

I dag fredag har vi været en meget lille, men meget hyggelig forsamling. Stuen bestod af følgende børn; Daniel, Victor S., Johan og Silke. Så til formiddagsfrugten hyggede vi med at skrælle æbler, spise brød og sluttede af med en lille sang. Bagefter tog vi overtøj på - disse dage pakker vi børnene lidt ekstra ind med enten termotøj eller regntøj, og en god trøje indenunder - for vi kan altså godt mærke, at kalenderen skriver oktober nu!

På legepladsen, som vi havde helt for os selv, spillede vi bold, spejdede efter køerne på græsset og øvede at gynge. Vi øver og øver, og de fleste er ved at være super seje til det med at gynge selv. Bagefter rutsjede vi lidt, og Silke gik med Maja et smut i børnehaven, for at hjælpe med at lave kompost. Til slut gik vi ind og spiste rigtig dejlig frokost - Vi fik lammefrikassé med kogte kartofler til.

Vi ønsker jer alle en rigtig dejlig weekend og glæder os til at se jer igen på mandag.