Madordning og kostpolitik

Madordning

I Eventyrhuset har vi fornøjelsen af at have vores helt egne køkkenfolk; Lasse og Linda som hver dag sørger for god og varieret kost til alle børnene. Både madordningen i vuggestuen og børnehaven følger den interne kostpolitik, som kan læses herunder, og maden bliver altid spist med stor velbehag. Vi arbejder på at samle alle børnenes livretter her på siden, så I kan få lidt inspiration til aftensmaden derhjemme.

Madordningen er obligatorisk for alle børn, da det rent pædagogisk giver børnene mulighed for at gøre måltidet til et fælles projekt. Desuden oplever vi ofte, at børnene prøver nye retter, som de ellers ikke ville have prøvet kræfter med, når de ser, at deres kammerater spiser det. Derudover spiser personalet sammen med børnene for at inddrage et pædagogisk perspektiv i måltiderne.

Prisen på madordningen kan ses her
 

Mad- og måltidspolitik

Vi ønsker en sund hverdag for børn, hvor kosten sikrer en jævn forbrænding dagen igennem og giver børnene overskud til at deltage aktivt og socialt i Eventyrhusets aktiviteter.

Måltidets rammer er vigtige og børnene inddrages i processerne før, under og efter måltiderne. Maden anrettes indbydende og ud fra tanken om, at børn skal have mulighed for selv at tage maden. Selve måltidet er naturlige rammer for dialog og nærvær - derfor prioriteres måltidet højt i vores daglige planlægning i Eventyrhuset.

Eventyrhuset ønsker at være miljø- og ressourcebevidste i valg af fødevarer. Eventyrhuset har som mål at servere sund og nærende kost med et minimum af tilsætningsstoffer, farvestoffer og sprøjtemidler. Hvis det er muligt, benytter vi økologiske og nøglehulsmærkede produkter. Det er særligt mejeriprodukter og kornprodukter vi køber økologisk, og tilstræber ligeledes at købe kød økologisk. Øvrige varer vil blive prioriteret efter kvalitet og pris, og alternativet til det økologiske er danskproducerede råvarer. Kvaliteten er vigtig, og derfor tager vores madplan afsæt i årstidernes grøntsager. Årstidens råvarer er både sunde og fyldt med energi, ligesom der vil være en økonomisk gevinst ved at bruge årstidens råvarer aktivt i vores madproduktion.

Maden i Eventyrhuset tager afsæt i de officielle kostråd og de offentlige anbefalinger[1] for sund mad i daginstitutioner.

Sukker i Eventyrhuset
I Eventyrhuset har vi valgt ikke at have en nul-sukker politik. Vi har dog en klar holdning til maden, der serveres, og vi mener ikke, at mad/kager/saft med højt sukkerindhold hører hjemme i Eventyrhusets dagligdag. Derfor begrænses brugen af dette i køkkenet.

Ved festlige lejligheder i Eventyrhuset, er køkkenpersonalet dygtige til at finde på lækre sager (herunder kager), der f.eks. sødes med frugt, eller begrænsede sukkermængder.

Til højtider i Eventyrhuset som Jul, Påske, Skt. Hans og fastelavn samt fællesarrangementer, er vi også opmærksomme på sukkeringholdet i det, der skal serveres.

Måltiderne i Eventyrhuset

  • Morgenmad 6.45 - 7.30
    Morgenmaden i Eventyrhuset består af hjemmebagt brød, hvor man kan få plantemargarine/smør eller ost på. Derudover tilbydes lejlighedsvis cornflakes, havregryn, havregrød og øllebrød.
     
  • Formiddagsmad 9.00 – 9.30
    Når børnene spiser formiddagsmad, vægter vi at børnene tilbydes brød, frugt og grøntsager samt vand.
     
  • Frokost 11.00 – 12.00
    Frokosten er grundpillen i barnets kost, mens det er i Eventyrhuset, og følger madplanen, der ses herunder. Vi drikker vand eller mælk til maden.
     
  • Eftermiddagsmad 14.00-15.00
    Til eftermiddagsmad tilbydes børnene som udgangspunkt frugt og grøntsager samt hjemmebagt brød.

Brødet i Eventyrhuset
Det brød vi tilbyder i Eventyrhuset, er hjemmebagt og fortrinsvis lavet af økologiske produkter. Brødet indeholder mere end én kornsort og er oftest suppleret med grøntsager eller andet groft.

Madplan
Madplanen er fordelt ud fra følgende princip, som kan afviges ved sygdom og ferieperioder:

  • Vuggestuen:
    1 dag med suppe/vegetar
    1 dag med grød
    1 dag med fisk
    1 dag med kød
    1 dag med “smør selv” rugbrød
     
  • Børnehaven:
    1 dag med suppe
/vegetar
    1 dag med fisk
  •  2 dage med kød

  • 1 dag med “smør selv” rugbrød

 

  • Eventyrskoven:
    Medbringer egen madpakke til frokost

                   Eventyrskoven sørger for alle andre måltider.

 

Allergi og andre årsager til specialkost
Special- og diætkost skal være lægeligt begrundet. Så vidt muligt sammensættes specialkosten af de almindelige fødevarer, som børnegruppen i øvrigt bliver tilbudt.

Den kost, der serveres i Eventyrhuset, tager udgangspunkt i dansk kulturtradition - men der vises respekt for kostvaner i andre kulturer.

Personale og forældre bakker naturligvis op om kostpolitikken
Personalet bakker op om kostpolitikken ved f.eks. at købe økologisk, hvor økonomien tillader det, samt støtte børnene i, at sund mad kommer før mindre sund mad.

Ligeledes forventer vi selvfølgelig, at alle forældre vil bakke op om kostpolitikken, og er der spørgsmål er I altid velkomne til at spørge både forældrebestyrelse og personale.